Udviklingen fra Passive Electronically Scanned Array (PESA) til Active Electronically Scanned Array (AESA) repræsenterer det mest betydningsfulde fremskridt inden for moderne radarteknologi. Selvom begge systemer anvender elektronisk strålestyring, adskiller deres grundlæggende arkitekturer sig dramatisk, hvilket fører til betydelige forskelle i ydeevne.
I PESA-systemer forsyner en enkelt sender/modtager-enhed et netværk af faseskiftere, der styrer strålingsmønsteret for passive antenneelementer. Dette design pålægger begrænsninger i modstand mod jamming og stråleflexibilitet. I modsætning hertil inkorporerer AESA-radar hundredvis eller tusindvis af individuelle sende-/modtagemoduler, hver med sin egen fase- og amplitudekontrol. Denne distribuerede arkitektur muliggør revolutionerende funktioner, herunder samtidig sporing af flere mål, adaptiv stråleformning og betydeligt forbedrede elektroniske modforanstaltninger.
Selve antenneelementerne har udviklet sig sideløbende med disse systemer.Plane antenner, med deres lavprofilerede, masseproducerbare design, er blevet det foretrukne valg til AESA-systemer, der kræver kompakte, konforme installationer. I mellemtiden fortsætter ODM koniske hornantenner med at spille en afgørende rolle i specialiserede applikationer, hvor deres symmetriske mønstre og brede
Moderne AESA-systemer kombinerer ofte begge teknologier og integrerer plane arrays til primære scanningsfunktioner med koniske horntilførsler til specialiseret dækning. Denne hybride tilgang demonstrerer, hvordan mikrobølgeantennedesign er blevet stadig mere sofistikeret for at imødekomme forskellige operationelle krav på tværs af militære, luftfarts- og meteorologiske applikationer.
For at lære mere om antenner, besøg venligst:
Opslagstidspunkt: 29. oktober 2025
